Hjertehemmelighed

 

Der kommer et tidspunkt på rejsen, hvor man med ro i sindet kan stoppe op og gøre status. Der findes en station, som er helt perfekt til lige netop det, og når man ankommer en tidlig morgen og toget kører til perron, så ved man det. Dette er dagen. Dette er tidspunktet. Nu.

Og den morgen åbner hun rejsejournalen og læser i stedet for at skrive. Hun smiler, for det hele har dannet et perfekt lille mønster. Hvor er det fint, tænker hun. Det, der tidligere virkede som kaotiske sætninger og usammenhængende spørgsmål og tanker, er pludselig et smukt lille puslespil, der har samlet sig selv. Det er som om noget større hele tiden har vidst besked. Og det kan jo være en skræmmende tanke, for ved vi ikke bedst selv, hvad der er godt for os? Tja. Jo. Noget i os ved besked. Noget i os ved lige nøjagtigt, hvad vi har brug for og hvor det er, vi skal hen. Det er bare ikke altid, at vi er i kontakt med det ”noget”, når vi stiller spørgsmålet eller skal tegne vores retning. Vi er ikke parate. Vi kan ikke på forhånd vide det hele! Men vi kan starte med det første skridt og det første spørgsmål. Skrive de første ord eller male de første penselstrøg.

Det er som om vi skal huske noget, vi har glemt. Det skal findes i hjertet og genskabes. Ord for ord. Strøg for strøg. Skridt for skridt.

Nu er jeg ankommet tænker hun og i samme øjeblik ser hun bogstaverne opløse sig og ordene forsvinde.

Det er, som om det hun skrev, var skrevet med usynlig blæk, men pludselig kunne hun se og læse, hvad hun havde skrevet. Nogle gange var det om en anden skrev. Hun skulle bare sætte sig og åbne sig i tillid. Så piplede det frem. Og der, et sted mellem linjerne, opstod der pludselig synergi. En slags orden i kaos. Enkelte ord rejste sig og med flammende bogstaver fortalte de hende dybe hemmeligheder, som kun hun kunne forstå. Fordi de var hendes hemmeligheder. Hjertehemmeligheder. Men bedst som hun forsøgte at gribe fat i dem og tage dem til sig, forsvandt de igen. Opløste sig selv.

Så er jeg alligevel ikke ankommet, tænker hun og bliver et øjeblik fortvivlet. Men så ved hun det. Hun er sin egen ankomst og sin egen afrejse. Og da hun igen stiger om bord på toget, mærker hun en glædelig forskel danse i hjertet. Jeg er ankommet til min afrejse. Og jeg er rejst for at ankomme.

Rejsen er ankomsten og afgangen. En slags dans. En dans, som mit hjerte brænder for at lære mig. Trin for trin.